Ejerforeningens bestyrelse holdt møde tirsdag den 14. november 2017. Ud over bestyrelsen deltog varmemester og administrator.
Bestyrelsen
Christine Surskov har solgt sin lejlighed til overtagelse i
marts 2018. Christine vil udtræde af bestyrelsen til den tid, i
stedet vil Martin Sørensen, der er den først valgte suppleant
indtræde. På forårets generalforsamling er Kenneth Sejr Andersen
og Jan Rubin på valg, og Jan ønsker ikke genvalg. Desuden er den
anden suppleant, Jørgen Knutson, på valg.
Bestyrelsen efterlyser derfor allerede nu ejere, der er interesserede i at stille op som bestyrelsesmedlem eller suppleant. Interesserede kan få mere at vide om arbejdet i bestyrelsen ved at kontakte formanden, et af de andre bestyrelsesmedlemmer eller administrator.
Klima- og LAR-projektet
Projektet bliver ikke færdigt i december i år som planlagt. Der
er flere grunde til forsinkelsen, hvor af de væsentligste er det
dårlige vejr i sommer og efterår samt ekstra arbejder, som ikke
var med i projektet fra starten. Dertil kommer, at vi har fundet flere
rør og ledninger, som ikke lå som forventet på tegningerne. Vi
har aftalt med Hoffmann, at de i år færdiggør kloakrenovering,
afpropninger og nedsivningsarealer så vidt, det er muligt, og
klimaet tillader det. Så må færdiggørelse af terræn, slidlag på
stikveje med mere på lige side af Dalstrøget og indvendige
arbejder vente.
Vi har indsivning af vand i kælderen ved Dalstrøget 105. Vi har besluttet at grave op ved indgangen for at finde årsagen. Vi har derfor ikke fået lagt slidlag i de to sektioner, der grænser op til nr. 105. Vi har aftalt at lave afstribning af de asfalterede parkeringspladser ved blok 1 og ved blok 4B. Samtidig vil vi lave gule kryds på de inderste parkeringspladser ved blok 3 og 4 for at sikre adgangen til brandvejene ved blok 2 og 3, samt på de arealer, hvor stierne går over parkeringsarealet for at tydeliggøre, at det ikke er tilladt at parkere på disse områder.
På lige side af Dalstrøget har Hoffmann færdiggjort parkeringspladsen ved blok 8 og er i gang med pladsen foran blok 7. Hullerne i asfalten vil blive lukket med grundasfalt, men det vil ikke være muligt at jævne asfalten ud og lægge slidlag før end til foråret. Det betyder, at der vil være mindre fordybninger i belægningerne på stikvejene, hvor der kan samle sig vand. Fryser det vil gårdmændene naturligvis "salte", så vi forhåbentlig undgår glatte områder, men helt undgå det, kan vi næppe. Så vær forsigtige.
Den midlertidige parkeringsplads ved blok 7 er nedlagt, og Hoffmann er ved at anlægge nedsivningsområdet. På blok 10 og 11 har Hoffmann fyldt huller i soklen ud, isoleret den og lagt dræn.
Røgudluftning i blok 3 og 4
Kældernedgang og trappeopgang har fælles indgangsdør i blok 3 og
4. Kældrene i de to blokke er derfor forsynet med en røgsluse
ved kældernedgangene. Røgudluftningerne er en gang i 1960'erne blevet
blændet, da beboerne i stuelejlighederne havde det fodkoldt.
Det er ikke lovligt at blænde røgudluftningerne, og ejerforeningen har derfor ansøgt kommunen om at måtte sløjfe dem. Kommunen har meddelt, at det må vi ikke. Vi kan enten retablere udluftningen, som den var oprindeligt, eller vi kan indsætte en brandlem, der kan åbnes automatisk ved brand. Vi undersøger nu, hvordan vi kan løse problemet på acceptabel vis.
Netto
Netto på Dalstrøget lukkede onsdag den 15. november. Den
skal nu bygges om, så den får større butiksareal. Efter planen
skal den åbne igen den 15. marts 2018. Bestyrelsen har bedt
Netto om et møde, så vi kan koordinere arbejdet med ombygningen
med Klima og LAR projektet.
Yderdøre i blok 9, 10 og 11
Vi havde syn og skøn på yderdørene den 31. august 2017.
Den ene synsmand har den 7. oktober genbesigtiget to af dørene og besigtiget
to tilfældigt udvalgte døre, som samtidig blev prøvet for
tæthed. Vi afventer synsmændenes rapport, eventuelle uddybende
spørgsmål og Voldgiftsrettens
eventuelle udspil.
TV, bredbånd og telefon
Ejerforeningen har flere gange fået forslag til installation af
fiberbredbånd. Senest har vi fået tilbud om gratis installation
af bredbånd med fiber, hvis mindst 248 lejligheder binder sig
til et abonnement. Bestyrelsen besluttede sig til at spørge ind
til opbygningen og de nærmere betingelser for en sådan
installation.
Altaner
Registrering og overvågning af altanerne i blok 1 og 2 er
startet og foregår efter planerne. For altanerne i blok 3-8 har
vi modtaget 2 tilbud på projektering, udbud og tilsyn med en
renovering af altanerne. Bestyrelsen vil gennemgå de to tilbud
og sikre, at de er sammenlignelige, inden vi vælger arkitekt og
ingeniør til opgaven.
Budget for 2018
Bestyrelsen drøftede kort budgettet for 2018 og konstaterede, at
det vil være svært at færdiggøre det, da vi ikke ved, hvor langt
Klima og LAR projektet når i år. Det vil dog i alt
væsentligt "kun" være overførsel af midler til projektet fra
2017 til 2018, der er svært at forudsige. Vi forventer at afsætte ekstra midler til blandt
andet arkitekt og ingeniør næste år,
vedligeholdelse/reparation/renovering af altaner, samt til
indkøring af de grønne områder og beskæring af træer.
Personale
Varmemester Jørgen Nielsen og ejendomsfunktionærerne er
belastede af mange ekstra opgaver i forbindelse med Klima og LAR
projektet. Bestyrelsen besluttede derfor at undersøge
mulighederne for at ansætte en vikar 2-3 timer hver dag til
aflastning af Jørgen med det administrative arbejde indtil Klima
og LAR projektet er afsluttet.
Hundetegn
Vi har de senere år oplevet, at der bliver betalt for færre
hunde, selv om antallet af hunde ikke lader til at falde.
Bestyrelsen skal derfor minde om, at der kun må holdes én hund
pr. lejlighed, at hunden skal registreres hos administrator, og
der skal betales en afgift for hundeholdet.
Denne side er opdateret 19-11-2017